Wallowa Mountains

Min kollega Coco har i de sidste 3 måneder snakket om at hun virkelig gerne ville vise mig Wallowa Mountains i Oregon. Hun og hendes mand tager ofte på hike dernede. Nu var det jo ved at være sidste udkald, så sidste weekend kom vi endelig afsted sammen med Amelie fra min lab-gruppe og hendes kæreste Esteban. Så tidligt tidligt lørdag morgen kørte vi sydpå. Eller det vil sige så tidligt var det heller ikke, da Amelie og Este var 45 min forsinkede...Sådan er det med de Mexicanere... :) Men grunden til at de kom for sent var at Esteban havde lavet mexicanske buritos til os til frokost og det synes vi var en god undskyldning.


3 timers kørsel op og ned af kløfter senere stod vi foran The Wallowas. Og de er virkelig imponerende. Minder en del om alperne og er cirka 10.000 fod høje.


Efter at have spist frokost pakkede vi rygsække færdige og så var vi klar til at vandre.


Vi vandrede op langs Hurricane Creek som har tilløb fra utallige bække.


Den her bæk var skyld i at vi ikke kom længere, den var simpelthen for høj til at vi kunne krydse med rygsækkene (det viste sig i sidste ende at være godt at vi ikke krydsede...)


Så vi tog en slapper, ah, life is beautiful :)


Og så skulle der sættes telte op. Vi startede samtidig og her er det Cocos og mit telt til venstre og tja...Amelie og Estes telt er på vej op... :D


Faktisk nåede Coco og jeg at sætte telt op, lave kaffe OG drikke vores kaffe...og de andres telt var stadig ikke oppe. Fantastisk underholdning!!

Så begynder det at ligne noget...


Men nej, det er en ommer. Stængerne sidder ikke rigtigt...bemærk begyndende slåskamp i venstre side :)


Det lykkedes dog til sidst og vi nåede at få lavet aftensmad inden det begyndte at dryppe.


Da vi var klar til dessereten var det klaret op og vi spiste den udenfor. Frysetørret raspberry crumble af én pose. Mmm... :)


Søndag formiddag gik vi en tur op langs bækken før vi pakkede sammen. Ih der er altsa bare flot!! Vi så ingen bjørne -kun fodaftryk fra dem...


Mange steder kunne vi se sporene efter laviner, der havde revet alt med sig på vej ned. Der lå også en del sne rundt omkring endnu.


Natten var enormt usædvanlig for denne tid af året. Luften var lun og der var tordenskyl i området...Det gjorde vores tur tilbage til bilen noget mere udfordrende end den skulle have været. Vi havde sprunget over små bække på vej ind lørdag, men de små bække var altså ikke så små mere...Den her bæk klarer vi ved at klatre ovre væltede træstammer, men den sidste bæk inden vi nåede bilen var der ikke noget at gøre. Efter at have vandret op og ned af bækken måtte vi konstatere at vi blev nødt til at vade i rivende strøm og 2-3 grader varmt vand som gik mig til midt på lårene (og jeg var den højeste). Vi nåede alle sikkert over med hjælp fra en lokal gut på den anden side, som tilfældigvis kom forbi.

Ellers har jeg lige holdt en god lang pause med min indiske ven Babu. Han fortæller mig en masse om indisk kultur og skikke, det er bare så spændende. Han har inviteret mig til hans søsters bryllup i september (da der alligevel kom 600 gæster mente han at en enkelt til eller fra nok ikke gjorde den store forskel :), men der kan jeg jo ikke komme. Så nu håber han altså virkelig at jeg kan komme til hans bryllup. Ja han ved godt nok ikke endnu hvornår det bliver eller med hvem, men det er jo alligevel heller ikke noget han skal blande sig i :) Det kunne i hvert fald være spændende!

Canada

Jeg burde jo arbejde på min opgave i døgndrift men jeg synes faktisk det er en udmærket overspringshandling at opdatere min blog...
Jeg er tilbage i Pullman efter 4 fantastiske dage i The Okanagan Valley i Canada, som ligger cirka 260 miles herfra. Det meste af turen er på veje som man kun finder dem i USA; velholdte, fuldstændig snorlige og det eneste der bevæger sig er varmedisen. Det kan godt være lidt svært at holde sig på hastighedsgrænsen på 60 mph når vejene ser sådan her ud:


De første 2.5 time mod nordvest er uendelige hvedemarker og så pludselig i løbet af få 100 meter skifter landskabet til ørken og så når man til Grand Coulee Dam:


Derefter er der cirka en times kørsel gennem et indianer reservat i bjergene inden man når den sydlige del af Okanagan Valley, som er amerikansk.

Turen til grænsen tager cirka 5 timer herfra. Til det skal man så lige lægge tid til grænsekontrol. Jeg nåede at opbygge en ustyrlig trang til at synge BLAME CANADA inden de endelig lod mig slippe igennem. På mit amerikanske visum står der at jeg forsker i vin i USA og The Okanagan Valley er ét stort vinområde. Eftersom mit visum udløber om et par uger var den canadiske grænse kontrol overbeviste om at mit formål med turen var at søge job deroppe. Og det synes de åbenbart var en dårlig idé...Men det var nu faktisk min eneste dårlige oplevelse med canadierne.

Jeg boede hos Shane deroppe, som lige har fået job som wine maker på The Burrowing Owl Winery, en af de mest velrenomerede vingårde i Canada. Det er en relativt stor vingård, som producerer cirka 360.000 flasker om året:


I forbindelse med vingården er der også et førsteklasses guesthouse ($300 per overnatning..) og en af British Columbias bedste restauranter. Shane bor sammen med to af kokkene, som havde lavet middag til os da jeg kom onsdag aften. Den ene af dem var også på arbejde da vi spiste på restauranten fredag, så der var ekstra treats til os. Nice :)

Torsdag og fredag tilbragte jeg dagstimerne på terassen på vingården (i 25-30 graders varme) og forsøgte at skrive opgave. Udsigten derfra kunne man da godt vænne sig til:


Huset som Shane og kokkene bor i ligger lige ned til den spejlblanke Lake Osoyoos, som er en af Canadas varmeste søer. Det havde regnet i dagene inden og den første dag da jeg dyppede tæerne tænkte jeg, at hvis det er den varmeste sø skal jeg i hvert fald ikke bade i Canada. Men bare et par dages solskin gjorde stor forskel og søndag var det faktisk behageligt.


Grunden, som deres hus ligger på, har kostet 4 millioner dollars så udsigten fra taget af huset er døbt The 4 million dollar view:


Og den anden vej:


Det her er udsigten fra bjergsiden ned over Osoyoos, byen, som Shane bor i:


Torsdag var vi til riesling-smagning med en del af winemakerne fra området. De medbringer en flaske hver og så er der blindsmagning, beskrivelse af smag og aroma og bud på oprindelses land/egn og pris. Meget underholdene, men efter 18 flasker gad jeg faktisk heller ikke smage flere...

Efter middag på restauranten fredag kørte vi til en bar i nabobyen Oliver, hvor der var karaokee. Jeg var helt færdig af grin. Det var totalt Polle fra Snave :)

Lørdag kørte vi op gennem dalen og besøgte nogle af vingårdene på vejen, smagte deres flasker og købte da også nogle stykker. Men det er dyrt i Canada (og i øvrigt også i USA), man får ikke en god flaske for meget under 100 kr. Vi kom også forbi Jason Priestly's vingård (ja det er altså Brandon fra Beverly Hills :), men han var vist ikke hjemme. De sælger i øvrigt også kun vin til vingårdens medlemmer. Snob! :)

På vej op til en af vingårdene kom vi forbi et skilt hvor der stod Slow, Marmot crossing (jeg har siden lært at marmot på dansk hedder murmeldyr). Det grinede vi så lidt af ind til 2 murmeldyr løb over vejen lige foran os :)

Vi fortsatte gennem Penticton og op til Kelowna som er en by med cirka 100.000 indbyggere. Rigtig hyggeligt sted!



Vi overnattede på et hostel deroppe til søndag og brugte lørdag aften i selskab med nogle øller og nogle mavedansere:


Søndag formiddag var der bil udstilling i byen så vi fik set en masse gamle amerikanere:



Men der var også nye i blandt:


Til middag kørte vi sydpå igen og jeg fortsatte over grænsen tilbage til USA. Den amerikanske grænsekontrol har ry for at være ualmindeligt strenge, men de lod mig køre over uden problemer. Jeg måtte endda selv bede om at betale afgift af den vin jeg havde for meget med over grænsen, hvorefter de tog 1/5 af hvad det burde have kostet :)

Snestorm d. 10. juni

Vi havde snestorm i går. What the F... Det er altså rigtigt, jeg har taget billeder som bevis:




Jeg bliver snart deporteret herfra. Efter jeg kom til byen er vejret blevet dårligere og benzin-priserne steget, begge dele karakteristisk for mit land, hvilket må betyde, at det er noget jeg har medbragt, siger de...
Jeg tager da heldigvis til Canada i dag. De lover 26 grader og ikke en sky på himlen i The Okanagan Valley i morgen. Yes sir! :)

På udflugt

Her arbejder jeg stadig på højtryk for at blive klar til at holde ferie (om 23 dage, jubii :) Så jeg laver stort set ikke andet end at glo på min computer fra jeg står op til jeg går i
seng. Spændende…Jeg kan af en eller andet grund ikke koncentrere mig på kontoret så normalt sidder jeg ikke der når jeg skriver. Men i fredags skulle jeg alligevel lige tjekke nogle ting i lab og sad på mit kontor da min kollega Amelie kommer ind og siger ”Er du klar?”. Øh…til hvad??? Det viste sig at vi skulle ned i Charlies sommerhus. Han har snakket om det siden jeg kom, men der var så ikke lige nogen der havde fortalt mig at det skulle være i fredags…Tilsyneladende var det til ære for mig og de havde købt gaver og alt muligt. Men altså bare lige glemt at fortælle mig at vi skulle af sted. Meget mærkeligt… D
Vi havde nu en rigtig hyggelig dag dernede med masser af god vin og mad. Så det var ok selv om jeg ikke rigtig synes jeg havde tid til at bruge en hel dag på det. Sommerhuset ligger ca. 1½ time herfra i Idaho. Laaangt væk fra alting i bjergene. Skønt sted!! Vi så mange dådyr, nogle af dem helt tæt på huset. Vi så heldigvis ingen bjørne selv om de findes i området.

Meget lækkert lille skur i 3 etager han har sig der…



Jeg har også engang lovet et billede af mit orange slot. Det kommer så endelig her:

Kønt er det ikke… jeg bor faktisk på den anden side af huset en etage længere nede end vejen, men huset ligger på en skrænt så jeg er faktisk i 1. sals højde. Min lejlighed vender mod nordvest så jeg får ikke vildt meget dagslys, men til gengæld har jeg fantastisk udsigt til solnedgangene. Har taget det her billede i aften:

skrive skrive skrive

Så er jeg efterhånden nået til den sidste måned af mit arbejde på Washington State University. Og jeg skal jo have skrevet en rapport over mine resultater. Min danske vejleder (og eksaminator) forventer 60-70 sider, så jeg er gået i skrive-mode. Charlie synes det er helt forfærdeligt at jeg skal aflevere så meget og hjælper mig med at organisere og kommer med gode idéer, så det er rart. Han har også tilbudt mig at læse det hele igennem, så jeg klager ikke. Bortset fra at det er lidt surt at sidde inde og skrive når det er 20-25 grader og solskin ude...Men reglen er, at hvis jeg koncentrerer mig kl 7-15 så må jeg godt ligge en time i Sunny Side Park (10 minutter fra hvor jeg bor) inden jeg går tilbage og skriver videre :) Det er fredag aften og jeg holder lige et øjebliks pause fra teori-afsnittet. Lørdag står på noget så spændende som teori-skrivning...Søndag formiddag har jeg lovet en kammerat at jeg kommer og ser han spiller cricket, så det bliver weekendens underholdning. Men måske har jeg en første kladde af teorien færdig søndag aften...

Rrrroadtrip til Montana

Mandag var Memorial Day, hvilket betød tre dages weekend til mig. Jubii, synes også det var min tur efter alle de helligdage i andre har haft den sidste tid. Så jeg tænkte det var passende at tage på en lille udflugt øst på til Missoula i Montana. Montana er kendt som den forjættede stat i nordvest USA. Her er everclear (75.5% alkohol) lovligt og man må må køre 70 mph på landevejene (og der pibler alkohol ud af klipperne og alle politimændene har træben :). Missoula var virkelig en dejlig by, tilpas størrelse med cirka 100.000 indbyggere, fantastiske omgivelser og meget venlig og liberal atmosfære.
Jeg valgte at køre af highway 12 gennem Idaho i stedet for motorvejen. Jeg har muligvis vist den her udsigt før, men jeg bliver altså bare ikke træt af den...:


Highway 12 følger floderne gennem bjergene. Det er en flot tur i kløfterne mellem nåletræs-klædte bjergsider. Det er dog ikke den hurtigste vej. Man kommer blandt andet forbi dette skilt. Sving de næste 90 km :D


Grænsen til Montana er Lolo-passet i 1595 meters højde. Der lå stadig meget sne deroppe.


Jeg holdt en pause og vandrede ind til Jerry Johnson Hot Springs efter cirka 180miles. Godt sted til en pause. Vandet var omkring 30 grader :)


Den første nat overnattede jeg hos en ung advokat og hans kæreste i udkanten af Missoula. Super lækkert hus og meget venlige mennesker. Vi var til barbecue og fik øl fra et af de lokale bryggerier. nice.
Søndag morgen kørte jeg cirka en time nordpå til nationalparken National Bison Range. Der kører man en 19 miles rute rundt i et meget unikt landskab, hvor blandt andet bison lever vildt. Turen gik først meget stejlt op, hvor man havde udsigt over Missoula Lake Dalen. Missoula Lake var under sidste istid en sø på størrelse med The Great Lakes længere østpå. Søen var dæmmet op af gletcher-is som ind i mellem brød og vandet skyllede vest på med 9.5 kubik-miles i timen. Det formede landskabet og er grunden til det bakkede landskab vi har omkring Pullman (velkommen til Susannes geografi-undervisning :)
I god amerikansk stil bliver der ved indkørslen til parken advaret om at det er en UTROLIGT farlig tur og man skal være sikker på at ens bremser virker. For der er ikke noget autoværn og gennemsnits hældningen på nedkørslen er over 10% (Til gengæld er hastighedsgrænsen 15 mph... :)
Men det var nu også pææænt stejlt...:


Her får man nogenlunde fornemmelse af dybden. bjerget som jeg holder på har bare været en lille ø i Lake Missoula:


Tilbage i dalen fandt jeg masser af bisoner. Tyrene vejer over et ton og er farlige. Jeg følte mig ret lille i min lille bil....Især når de kiggede så ondt på mig som dem her:


En snegl på vejen er tegn på regn. En bison på vejen er derimod tegn på ventetid. Det var ikke altid de havde tænkt sig at flytte sig lige med det samme...


Tre pronghorns. Se min røv :)


Efter min ekspedition tog jeg tilbage til Missoula og fandt mit andet hold værter; et ungt par som boede lige i centrum af Missoula. De var lige var blevet færdige på universitetet og var nu på vej til Asien og arbejde som frivillige. Super søde mennesker!
Om eftermiddagen gik jeg en tur i Missoula. University of Montana har placeret et stort M 200 meter over byen på en af bakkerne:


Jeg tænkte at der da måtte være en fin udsigt deroppefra. Det var der også...Men det gik nærmest lodret opad og det var pænt hårdt. Holdt en pause på toppen og nød udsigten og gik så ned igen. Da jeg nåede bunden opdagede jeg at min telefon var væk. Var sikker på at jeg havde haft den med op. Så jeg tog lige turen een gang til...Av mine små ben...Fandt min telefon i græsset hvor jeg havde siddet, så den må være faldet ud af lommen...Men altså, udsigten var da fin:


I dag gik turen så tilbage til Pullman gennem Idaho. Knap 5 timers kørsel og så 6 timer i lab. Så nu må jeg godt gå i seng...

Paa stranden

Iiih nu er det snart weekend igen og jeg har stadig ikke naaet at skrive et indlaeg om sidste weekend. Men her kommer det saa :)
Torsdag-Soendag havde vi ENDELIG sommervejr. 30 grader og hoej sol 4 dage i traek. Fantastisk. Og det skulle selvfoelgelig udnyttes. Saa jeg var paa stranden 2 dage i traek loerdag og soendag. Naar man tager en dag paa stranden her er det selvfoelgelig ikke ved havet, for der er 5 timers koersel til kysten. I stedet tager man til floden og der er faktisk hvad der minder om rigtige strande.
Saa loerdag var Shane og jeg i Chief Timothy State Park vest for Lewiston, en fin lille oe i Snake River. Vi praesterede ikke det helt store; fik laest lidt og grinet af andre folks boern. Og badet selvfoelgelig. Vandet var vel 12-14 grader saa det var i hvert fald koelende...


Fin strand med koldt vand


Vi morede os meget over nogle boern som legede med pinde i vandkanten som meget hoejlydt fortalte deres foraeldre at de havde fundet den PERFEKTE pind. Vi synes nu ogsaa den her var fin.

Soendag tog jeg til Boyer State Park. Den ligger ogsaa ved Snake River men kun cirka 20 miles herfra. Der var virkelig skoent og jeg blev flot roed.


Boyer State Park


Det er ikke som at gaa paa stranden i Danmark men her er da flot!


Floden er daemmet op et par kilometer laengere oppe end Parken.

Og bare lige til sidst...Jeg har aldrig vaeret nogen haj til det der med at ramme inden for linjerne i parkeringsbaasene, men herovre er min 4-doers sedan jo bare en lille bitte bil og parkeringspladserne er tilsvarende stoerre. Naar parkeringspladserne er 1.5 gange saa store som min bil har jeg trods alt en chance:

Jeg kan jo naesten holde paa den anden led og stadig vaere inden for stregerne :)