Jeg er tilbage i Pullman efter 4 fantastiske dage i The Okanagan Valley i Canada, som ligger cirka 260 miles herfra. Det meste af turen er på veje som man kun finder dem i USA; velholdte, fuldstændig snorlige og det eneste der bevæger sig er varmedisen. Det kan godt være lidt svært at holde sig på hastighedsgrænsen på 60 mph når vejene ser sådan her ud:
De første 2.5 time mod nordvest er uendelige hvedemarker og så pludselig i løbet af få 100 meter skifter landskabet til ørken og så når man til Grand Coulee Dam:
Derefter er der cirka en times kørsel gennem et indianer reservat i bjergene inden man når den sydlige del af Okanagan Valley, som er amerikansk.
Turen til grænsen tager cirka 5 timer herfra. Til det skal man så lige lægge tid til grænsekontrol. Jeg nåede at opbygge en ustyrlig trang til at synge BLAME CANADA inden de endelig lod mig slippe igennem. På mit amerikanske visum står der at jeg forsker i vin i USA og The Okanagan Valley er ét stort vinområde. Eftersom mit visum udløber om et par uger var den canadiske grænse kontrol overbeviste om at mit formål med turen var at søge job deroppe. Og det synes de åbenbart var en dårlig idé...Men det var nu faktisk min eneste dårlige oplevelse med canadierne.
Jeg boede hos Shane deroppe, som lige har fået job som wine maker på The Burrowing Owl Winery, en af de mest velrenomerede vingårde i Canada. Det er en relativt stor vingård, som producerer cirka 360.000 flasker om året:
I forbindelse med vingården er der også et førsteklasses guesthouse ($300 per overnatning..) og en af British Columbias bedste restauranter. Shane bor sammen med to af kokkene, som havde lavet middag til os da jeg kom onsdag aften. Den ene af dem var også på arbejde da vi spiste på restauranten fredag, så der var ekstra treats til os. Nice :)
Torsdag og fredag tilbragte jeg dagstimerne på terassen på vingården (i 25-30 graders varme) og forsøgte at skrive opgave. Udsigten derfra kunne man da godt vænne sig til:
Huset som Shane og kokkene bor i ligger lige ned til den spejlblanke Lake Osoyoos, som er en af Canadas varmeste søer. Det havde regnet i dagene inden og den første dag da jeg dyppede tæerne tænkte jeg, at hvis det er den varmeste sø skal jeg i hvert fald ikke bade i Canada. Men bare et par dages solskin gjorde stor forskel og søndag var det faktisk behageligt.
Grunden, som deres hus ligger på, har kostet 4 millioner dollars så udsigten fra taget af huset er døbt The 4 million dollar view:
Og den anden vej:
Det her er udsigten fra bjergsiden ned over Osoyoos, byen, som Shane bor i:
Torsdag var vi til riesling-smagning med en del af winemakerne fra området. De medbringer en flaske hver og så er der blindsmagning, beskrivelse af smag og aroma og bud på oprindelses land/egn og pris. Meget underholdene, men efter 18 flasker gad jeg faktisk heller ikke smage flere...
Efter middag på restauranten fredag kørte vi til en bar i nabobyen Oliver, hvor der var karaokee. Jeg var helt færdig af grin. Det var totalt Polle fra Snave :)
Lørdag kørte vi op gennem dalen og besøgte nogle af vingårdene på vejen, smagte deres flasker og købte da også nogle stykker. Men det er dyrt i Canada (og i øvrigt også i USA), man får ikke en god flaske for meget under 100 kr. Vi kom også forbi Jason Priestly's vingård (ja det er altså Brandon fra Beverly Hills :), men han var vist ikke hjemme. De sælger i øvrigt også kun vin til vingårdens medlemmer. Snob! :)
På vej op til en af vingårdene kom vi forbi et skilt hvor der stod Slow, Marmot crossing (jeg har siden lært at marmot på dansk hedder murmeldyr). Det grinede vi så lidt af ind til 2 murmeldyr løb over vejen lige foran os :)
Vi fortsatte gennem Penticton og op til Kelowna som er en by med cirka 100.000 indbyggere. Rigtig hyggeligt sted!
Vi overnattede på et hostel deroppe til søndag og brugte lørdag aften i selskab med nogle øller og nogle mavedansere:
Søndag formiddag var der bil udstilling i byen så vi fik set en masse gamle amerikanere:
Men der var også nye i blandt:
Til middag kørte vi sydpå igen og jeg fortsatte over grænsen tilbage til USA. Den amerikanske grænsekontrol har ry for at være ualmindeligt strenge, men de lod mig køre over uden problemer. Jeg måtte endda selv bede om at betale afgift af den vin jeg havde for meget med over grænsen, hvorefter de tog 1/5 af hvad det burde have kostet :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar