Wallowa Mountains

Min kollega Coco har i de sidste 3 måneder snakket om at hun virkelig gerne ville vise mig Wallowa Mountains i Oregon. Hun og hendes mand tager ofte på hike dernede. Nu var det jo ved at være sidste udkald, så sidste weekend kom vi endelig afsted sammen med Amelie fra min lab-gruppe og hendes kæreste Esteban. Så tidligt tidligt lørdag morgen kørte vi sydpå. Eller det vil sige så tidligt var det heller ikke, da Amelie og Este var 45 min forsinkede...Sådan er det med de Mexicanere... :) Men grunden til at de kom for sent var at Esteban havde lavet mexicanske buritos til os til frokost og det synes vi var en god undskyldning.


3 timers kørsel op og ned af kløfter senere stod vi foran The Wallowas. Og de er virkelig imponerende. Minder en del om alperne og er cirka 10.000 fod høje.


Efter at have spist frokost pakkede vi rygsække færdige og så var vi klar til at vandre.


Vi vandrede op langs Hurricane Creek som har tilløb fra utallige bække.


Den her bæk var skyld i at vi ikke kom længere, den var simpelthen for høj til at vi kunne krydse med rygsækkene (det viste sig i sidste ende at være godt at vi ikke krydsede...)


Så vi tog en slapper, ah, life is beautiful :)


Og så skulle der sættes telte op. Vi startede samtidig og her er det Cocos og mit telt til venstre og tja...Amelie og Estes telt er på vej op... :D


Faktisk nåede Coco og jeg at sætte telt op, lave kaffe OG drikke vores kaffe...og de andres telt var stadig ikke oppe. Fantastisk underholdning!!

Så begynder det at ligne noget...


Men nej, det er en ommer. Stængerne sidder ikke rigtigt...bemærk begyndende slåskamp i venstre side :)


Det lykkedes dog til sidst og vi nåede at få lavet aftensmad inden det begyndte at dryppe.


Da vi var klar til dessereten var det klaret op og vi spiste den udenfor. Frysetørret raspberry crumble af én pose. Mmm... :)


Søndag formiddag gik vi en tur op langs bækken før vi pakkede sammen. Ih der er altsa bare flot!! Vi så ingen bjørne -kun fodaftryk fra dem...


Mange steder kunne vi se sporene efter laviner, der havde revet alt med sig på vej ned. Der lå også en del sne rundt omkring endnu.


Natten var enormt usædvanlig for denne tid af året. Luften var lun og der var tordenskyl i området...Det gjorde vores tur tilbage til bilen noget mere udfordrende end den skulle have været. Vi havde sprunget over små bække på vej ind lørdag, men de små bække var altså ikke så små mere...Den her bæk klarer vi ved at klatre ovre væltede træstammer, men den sidste bæk inden vi nåede bilen var der ikke noget at gøre. Efter at have vandret op og ned af bækken måtte vi konstatere at vi blev nødt til at vade i rivende strøm og 2-3 grader varmt vand som gik mig til midt på lårene (og jeg var den højeste). Vi nåede alle sikkert over med hjælp fra en lokal gut på den anden side, som tilfældigvis kom forbi.

Ellers har jeg lige holdt en god lang pause med min indiske ven Babu. Han fortæller mig en masse om indisk kultur og skikke, det er bare så spændende. Han har inviteret mig til hans søsters bryllup i september (da der alligevel kom 600 gæster mente han at en enkelt til eller fra nok ikke gjorde den store forskel :), men der kan jeg jo ikke komme. Så nu håber han altså virkelig at jeg kan komme til hans bryllup. Ja han ved godt nok ikke endnu hvornår det bliver eller med hvem, men det er jo alligevel heller ikke noget han skal blande sig i :) Det kunne i hvert fald være spændende!